HÆRVÆRK Så har vores dygtige unge mennesker gjort det igen. Det er lykkedes dem at ødelægge det eneste affaldsstativ på strækningen ved Hasselvej på Bjerget i Kjellerup.
Det er ikke første gang, det sker. Der er ellers papir, plastic og dåser nok i forvejen, der ligger smidt i naturen. Nu bliver det da endnu værre.
De unge mennesker skulle skamme sig. De skulle findes og tvinges til at rydde op efter sig og selvfølgelig betale for en ny.
Kære forældre, så vågn da op. Find ud af, hvad jeres unge mennesker laver om aftenen. Det er ikke altid godt.
De unge mennesker bruger også tit hytten på sandbanen. Også her flyder det jævnligt med dåser, snusæsker, papir og cigaretskod og desværre glasskår. De rydder aldrig op efter sig.
Det er der dog nogle flinke ældre mennesker, der ofte gør. Det skulle ikke være nødvendigt.
Disse unge mennesker mangler opdragelse. De er åbenbart ikke vant til at rydde op efter sig derhjemme.
Igen kære forældre. Vågn op og forklar jeres unge mennesker, at det sikkert er ok, at de sidder og drikker og ryger i hytten. Men de skal rydde op efter sig.
Det kan kun blive bedre.