Foto: Adam Haff

Dom i sag om Jorn-hærværk: Skal i fængsel og betale million-erstatning

Anklager fik medhold. Provokunstner straffet med lang fængselsstraf

SILKEBORG Ibi-Pippi Orup Hedegaard, Kjellerup, skal halvandet år i fængsel for sit hærværk på Asger Jorn-maleriet »Den foruroligende ælling«.

Desuden skal hun betale et forsikringsselskab en erstatning på knap 1,9 mio kroner.

Sådan lyder byrettens dom i sagen, der var for retten for en uge siden. Her besluttede dommeren at tænke over sagen og først offentliggøre dommen mandag klokken 11.

Den 45-årige provokunstner tilstod, at hun 29. april i fjor begik hærværk på det kendte maleri på Museum Jorn.

Det var som led i en kunstnerisk happening, forklarede hun, der har taget juridisk kønsskifte fra mand til kvinde.

Under de afsluttende procedurer krævede anklager Søren Kløvborg Laustsen hærværket straffet med ubetinget fængsel på mellem et år og halvandet års fængsel.

- Der er tale om hærværk af helt usædvanlig karakter, nemlig hærværk på et nationalt klenodie. Vores fælles kulturarv. Det var noget, hun gjorde for at promovere sig selv, sagde anklageren.

Samtidig nedlagde han et erstatningskrav fra det forsikringsselskab, som Museum Jorn benytter. Kravet lød på knap 1.9 million kroner.

Ibi-Pippi Orup Hedegaards forsvarer, Mette Grith Stage, mente, at straffen skulle lande i omegnen af seks måneders betinget fængsel.

- Hun gjorde det ud fra kunst-idealistiske motiver. Og hun forestillede sig, at det (hun påførte Jorn-maleriet, red.) nemt kunne fjernes fra maleriet, sagde forsvareren i sin procedure.

Uanset motiverne, så skulle straffen være hård og kontant, mente anklageren.

- Straffen skal sende et tydeligt signal. Der skal være en hård og markant straf til dem, der ødelægger vores kulturarv, sagde anklageren.

Læs også på midtjyllandsavis.dk
Din Søndag

Provokunstner erkender Jorn-hærværk: Accepterer millionkrav

Læs også på midtjyllandsavis.dk
Kjellerup

Tvivlsomt om forsikrings-selskab får erstatning

Læs også på midtjyllandsavis.dk
Kjellerup

Forsvarer: Rimelig værdi af Jorn-værk

Læs også på midtjyllandsavis.dk
112

Ibi-Pippi hostede da beløbet blev læst op: - Jeg kommer til at mærke det i mange år