I en tid, hvor nogle har stålsatte ambitioner om at sikre sig en stærk position på Christiansborg ved at dyrke alt det, der skiller os danskere ad, gælder det om dyrke og hylde det, der kan gøre os klogere på hinanden og knytte nationen tættere sammen.
Et sådant initiativ er det kursus for unge dokumentarister i Kjellerup, som 15 unge har brugt tre uger på. De unge i alderen fra 15 til 28 kommer med vidt forskellig baggrund.
Men fælles for dem er lysten til at fortælle historier om rigtige mennesker. Vel at mærke i dokumentar-form, så vi som seere får mulighed for fordomsfrit selv at danne os et billede af de mennesker og miljøer, der skildres.
Det, de unges kameraer har fanget, er dagligliv som det leves i og omkring Kjellerup. Der er portrættet af de forkætrede scooter-drenge, af put-and-take fiskerne, af den alternative behandler og af hverdagen i kirken. Små beretninger, som hver for sig åbner en port til parallelle verdener, som eksisterer lige ved siden af det liv, vi selv lever. Det viser sig, fortæller skaberne af dokumentaren om scooter-drengene, at der jo faktisk er tale om almindelige unge mænd, som bare holder af scootere. Det er fyre med et arbejde og en far og mor derhjemme.
Tænk, hvis de Kjellerup-borgere, som ser skævt til drengene, ender med at få en mere nuanceret syn på de unge, de deler by med? Og tænk, hvis resten af Danmark via de forskellige dokumentarfilm fra livet i Kjellerup får et mere nuanceret og mindre fordomsfyldt billede af det liv, der leves andre steder end i de store byer?
Alene det at være tre uger i Kjellerup har været en øjenåbner for de unge dokumentarister fra andre dele af landet. Så er vi da i gang med at bryde mure ned ...
Aarhus Filmværksted har stået for projektet i samarbejde med Dansk Talentakademi og med støtte fra Region Midtjyllands Kulturudviklingspulje. Treenigheden borger for boniteten i projektet, og det er noget af det mest innovative længe set.
Selvfølgelig handler kurset om, at de unge skal blive bedre dokumentarister. Men er sidegevinsten, at projektet bliver en isbryder med hensyn til fordomme og vrangforestillinger, er meget nået.
Dokumentarfilmene kan til september ses i Den Gamle Biograf i Kjellerup, og det bør blive et tilløbsstykke for borgerne i området.
Næste gang slår dokumentar-workshoppen sig ned i Holstebro. Og godt der bliver en næste gang.
Det kan nemlig kun gå for langsomt med kultur-aktiviteter, som øger vores indbyrdes forståelse for hinanden i et land på nippet af at blive københavnske saloner kontra jysk mindreværd og selvynk.