Ingen dyr kommer til at lide

SKOVE Steen Vindum kommer i et indlæg i Midtjyllands Avis med en række påstande om de kommende naturnationalparker (NNP), som kalder på nuancer.

Vindum skriver, at dyrene ikke vil få et ordentligt tilsyn - og nævner også som en kritik, at dyrene ikke fodres.

For det første er formålet med NNP, at dyrene selv skal leve i og af naturen. Det er uproblematisk, naturligt og noget man i forvejen gør mange steder.

NNP skal hjælpe med at sikre en naturlig afgræsning i vores værdifulde naturområder fordelt over hele året. Og med en naturlig mængde græssere, så der er faktisk masser af mad.

Hegnene omkring NNP har til formål, at give mulighed for bestande i naturlig størrelse inde i områderne. Ikke at udsulte dyrene, som det ind imellem lyder i debatten. Det ville være ulovligt at lade dyrene lide, herunder af sult.

Og skulle der for eksempel komme en hård vinter med mindre mad, skal myndighederne gribe ind og sikre, at der er mad nok - enten ved at tage nogle dyr ud eller ved at tilskudsfodre. Det bliver naturligvis fulgt tæt.

For det andet: Hvordan ved Vindum, at dyrene ikke får et ordentligt tilsyn? NNP eksisterer jo ikke endnu, og de planer, som Fødevareministeriet skal udfærdige for hvert enkelt NNP i forhold til bl.a. at sikre det rette tilsyn, er heller ikke fastsat endnu.

Det vi til gengæld ved er, at NNP skal overholde dyrevelfærdsloven og sikre dyrenes ve og vel. Der tales meget om, at der er lavet en dispensation i dyrevelfærdsloven i forhold til NNP som drejer sig om, at man ikke behøver tilse dyrene på individniveau, men på bestandsniveau, fordi dyrene kommer til at leve vildere og ikke som husdyr. Men det betyder ikke, at man ikke kan sikre et godt og dækkende tilsyn. Det hele følges og monitoreres løbende. Det er altså efter min opfattelse slet ikke så dramatisk.

Vindum skriver i forlængelse, at NNP ikke tager hensyn til dyrenes trivsel. Det er noget af en påstand! For ud over det praktiske i, at dyrenes trivsel selvfølgelig skal sørges for jævnfør loven, så undrer jeg mig altså over, at man taler om manglende trivsel hos lige præcis de få dyr under hegn i Danmark, som faktisk får lov at leve frit og vildt - hvis ikke det er dyrevelfærd, hvad er så? Er det ikke det, som kampen for dyrevelfærd faktisk sigter mod? Jeg undrer mig over proportionerne. Hvorfor kaste sin dyrevelfærds-politiske energi ind her, hvor dyrene netop får et naturligt dyreliv med selvbestemmelse og frihed over enorme vidder? I stedet for for eksempel at kaste energien over de tusindvis af smågrise, der hver eneste dag mister livet i vores landbrug?