BYGNINGER I Midtjyllands Avis blev der mandag og tirsdag i sidste uge bragt artikler om Kjellerup Apotek og om husets dårlige tilstand samt politikernes frygt for store omkostninger til renovering af apoteket, hvis kommunen skal overtage huset. Vi har svært ved at se logikken i politikernes vurdering og deres udtalelser.

Det er korrekt, at kommunen i sjældne tilfælde kan pålægges overtagelsespligt til huse såfremt kommunen nedlægger forbud mod nedrivning, men det er ikke husets dårlige tilstand der er udslagsgivende, men derimod andre faktorer. Det er kun ejers, og ikke kommunens problem, at et hus er dårlig vedligeholdt, og ved salg vil det selvfølgelig afspejles i prisen. Vi ser desværre ofte problemet, hvor en ejer bevist misligholder et bevaringsværdigt hus med det for øje at få det nedrevet. Vi ser det på landsplan, men også i Silkeborg så vi for nylig et bevaringsværdigt hus på Sølystvej få nedrivningstilladelse på grund af bevist dårlig vedligeholdelse.

Men hvorfor er politikerne så nervøse? Og kan man så pålægge kommunen en overtagelsespligt? Overtagelsespligten påhviler kun kommunen, hvis der er et væsentligt misforhold mellem ejendommens afkastningsgrad og afkastningsgraden for ejendomme med en lignende beliggenhed og benyttelse, som ikke er omfattet af et nedrivningsforbud. Som vi ser det kan apoteket stadig anvendes til det den altid har været anvendt til, nemlig erhverv eller beboelse, på samme måde som den omkringliggende bebyggelse.

En anden årsag til at kommunen får overtagelsespligt kan også være det tilfælde hvor en kommuneplan f.eks. giver mulighed for høj bebyggelse og deraf en større afkastningsgrad til ejeren. Men det er ikke tilfældet for apoteksgrunden hvor kommuneplanrammen siger at ny bebyggelse skal udføres med samme højde og volumen som nabobebyggelsen. Altså må der hverken bygges højere eller dybere end det nuværende gamle apotek.

Eneste årsag til at kommunen kan risikere at overtage apoteket er hvis de giver forbud til nedrivning og der konstateres grove sætningsskader eller lignende på bygningen. Men det er ikke os bekendt, at det er tilfældet, og det er sikkert usandsynligt for en bygning, der har bestået i 150 år.

I sidste ende er det taksationsmyndighederne, der afgører sagen hvis ejeren får nægtet nedrivning og ansøger kommunen om overtagelse af det gamle apotek.

Det ville derfor være mere politisk korrekt at få kommunens egne, eller eksterne, jurister til at vurdere sagen inden man går til avisen og dømmer apoteket nedrevet, samtidig med at udokumenteret tocifret millionbeløb svirrer i luften.

Ifølge vores vurdering er risikoen for at kommunen får pålagt overtagelsespligt forsvindende lille. I stedet burde politikerne koncentrere sig om bedre bevarende lokalplanlægning for derved undgår man, at havne i en situation som denne, og dermed få stoppet den praksis at lade bevaringsværdige huse forfalde i forventning om nedrivning.

Ifølge Planloven burde politikerne ikke lade sig anfægte af det forfald de ser i huset og derfor ikke lade det indgå i beslutningsprocessen.