MINDELUND Selv om jeg ikke bor i nærheden af den omdiskuterede mindelund for de frivillige, der faldt på Østfronten under Anden Verdenskrig, tillader jeg mig at blande mig.

Min morfar og to af hans brødre var modstandsmænd, og jeg har personligt intet problem med en sådan mindelund. Den er privat, og vi har i den seneste tid haft rigeligt med indgreb i den private ejendomsret, så alene derfor burde dette overhovedet ikke være en sag.

Der er dog mere at sige til det. Mindelunden er som nævnt anlagt for at mindes de døde, og på billeder kan man se, at der over mindestenen knejser et kors.

Det betyder, at folkene bag mindelunden accepterer, at de faldne nu er under Guds dom og nåde. Der er noget fint ved det, for så er dommen ikke længere vores.

Jeg har bemærket, at bannerføreren for dem, der ønsker mindestenen fjernet, er radikal, og jeg vil gerne henlede hans opmærksomhed på hans eget partis historie. På grund af samarbejdspolitikken, hvor De Radikale (og socialdemokraterne) var særdeles velvillige aktører, var det fuldt lovligt at deltage i Tysklands kampe på Østfronten.

Man tillod hvervekontorer, og danske officerer kunne træde udenfor nummer og bevare deres rang med henblik på senere at kunne vende tilbage til forsvaret. Da krigen var slut, mente man noget andet, og de overlevende østfrontsfrivillige blev dømt for deres deltagelse. De faldne får - jævnfør korset over stenen - deres dom af en anden, og måske man skulle lade det blive ved det eller i hvert fald overveje, om man er så ren, at man kan kaste den første sten mod den private mindelund, når man inden længe mødes i økonomiudvalget i Silkeborgs Kommune.