Juncker kommer til Kjellerup den 22. marts.

Juncker kommer for at fortælle i Den Gamle Biograf

KJELLERUP »Kære Dagbog« hedder kunstneren Junckers musikalske foredrag, der kan opleves i Den Gamle Biograf i Kjellerup den 22. marts.

Her fortæller han fra hjertet om alle de døre, musikken har åbnet over årene - om mødet med flere store personligheder: Anker Jørgensen, Morten Olsen, Kim Larsen, Mikkel Beha og andre. Men der bliver også plads til mere jordnære møder med blandt andre Junckers hund Bob i en humoristisk, men komplet ærlig og autentisk beretning om evnen til modstandsdygtigt at fastholde sig selv og sin identitet i musikbranchen - og i mødet og samarbejdet med de nævnte.

Juncker har holdt dette foredrag på flere niveauer for børn, unge og personalegrupper fra folkeskolen til finansstyrelsen, og inspirationen er blevet båret videre af iværksættere, skolelærere, børn med særlige behov, dagdrømmere og plejehjemsbeboere. Og nu kommer han til Kjellerup, hvor det for Juncker kort sagt handler om at holde fast i sig selv, om at stole på, at man kan bære uden at briste - og stå ved den, man er på godt og ondt i et upoleret øjeblik i en verden.

Indlæser debat